Jeg havde mistet min bedste ven – min rollemodel. Og jeg har manglet ham siden.

Den lysende prik på telefonsvareren, der indikerer nye beskeder, er det første hun lægger mærke til efter at have smidt sin rygsæk på værelset i kollektivet beliggende på Nørrebro. 28 beskeder er indtalt indenfor de sidste 48 timer. Alle af hendes mor og budskabet er særdeles alarmerende.

”Skynd dig til Rigshospitalets intensivafdeling. Din bror er blevet indlagt. Det er alvorligt.”

Året er 1996. Det er en lys, varm sommerfredag slut juli. København er propfyldt med glade danskere og turister. 21-årige Sofia Manning er netop vendt hjem fra fire-fem ugers rundrejse i Venezuela.

”Det hele føltes fuldstændig surrealistisk, da jeg hurtigt cyklede gennem byen til hospitalet. Min mor møder mig uden for Magnus's stue og  jeg  ved straks, at noget er helt galt. Hun fortæller, min bror er i koma. Man ved ikke hvorfor, og lægerne kan ikke vække ham.”

Da Sofia Manning i juni tager afsted til Venezuela, er hendes bror på vej til Roskilde Festival. Han er uddannet marinebiolog og havde netop været en tur i Indonesien. Han har det småskidt og tror der er tale om en influenza. Men da tilstanden bliver værre, kommer han i ambulant behandling for en tropesygdom. Den behandling har lægerne på Rigshospitalet gennemført, indtil Magnus bliver akut indlagt og går i koma.

Min mor, en stærk kvinde, er fuldstændig i chok. Hun er stivnet. Allerede på det tidspunkt bliver jeg den voksne og overtager forældrerollen.

Coach, kursusleder og forfatter Sofia Manning, 40, husker stadig det døgn på Rigshospitalets intensivafdeling som i slowmotion.

”Min mor, en stærk kvinde, er fuldstændig i chok. Hun er stivnet. Allerede på det tidspunkt bliver jeg den voksne og overtager forældrerollen. Taler med lægerne og forsøger at afkræve dem et svar på, hvad min bror fejler. Det føltes som at svømme i tykt vand. Jeg prøver at tale til Magnus og lægger min hånd på hans skulder. Hans ven og kæreste er også kommet. Alle græder.”

Magnus dør

28-årige Magnus vågner aldrig. Fredag nat - 48 timer efter sin indlæggelse - får han tre gange hjertestop. Til sidst opgiver lægeteamet at gøre mere. Magnus dør.

En obduktion konkluderer, at dødsårsagen er den aggressive form for lymfekirtelkræft.

”Sorgen og tabet har ændret mit liv for altid. Min mor var i chok i et år efter. Fuldstændig forstenet. Jeg frygtede for hendes liv – for at hun ville begå selvmord. Hun er aldrig blevet sig selv igen. Hun er en anden. De første måneder efter var det ganske uforståeligt for mig, at verdenen kunne gå videre. Jeg havde mistet min bedste ven – min rollemodel. Og jeg har manglet ham siden.”

Sofia flytter ret hurtigt ud af kollektivet, hvor hendes bror også havde boet og lever med en attitude om, at alt er lige meget. Hun fester og drikker på, hvad hun kalder 'den dårlige måde'.

Livet skal leves og prøves af. Hvad pokker kan der ske?

”Udover tabet af min bror følte jeg også, at jeg mistede min mor. Hun havde altid været en tryg klippe, men på et sekund blev hun sårbar, desillusioneret og bar på en kæmpesorg. Hun var karrierekvinde, men blev sygemeldt og valgte til sidst at holde op, hævede sin pension og flyttede tilbage til sit fødeland, Sverige, hvor hun også i dag bor på et gammelt husmandssted. Fra jeg var 21 til 33 år havde jeg forældrerollen i forholdet til min mor. Det var rigtig hårdt. Men hun valgte livet og handlede på en gammel drøm om at starte et turridningssted med islandske heste. Og da hun fik sit første barnebarn, dukkede lidt af den gamle mor og alle hendes mange kvaliteter op igen.”

Stadig min rådgiver

Når Sofia Manning reflekterer over, hvordan hendes brors død har ændret hende som menneske, sætter hun fokus på flere positive ting. Han vedbliver at være med i hendes liv, hun ”taler med ham og bruger ham som rådgiver.” Ofte dukker han op i hendes drømme.

Jeg vælger det, der er vigtigt for mig. Når der er noget jeg vil, realiserer jeg det. Livet er nu – vi har kun én chance.

”Tidligere tog jeg mig selv meget alvorligt, men tabet og sorgen gav mig et spark ud af egen lidelseshistorie. Jeg blev mere modig og det har hjulpet mig. Jeg droppede mine studier på Københavns Universitet, rejste til USA og begyndte uddannelsen til coach. Jeg satte en intens søgen i gang for at finde en mening med det hele. Jeg havde ikke en Gud at hente mening hos og fandt den i stedet i selvudvikling.

I dag lever Sofia Manning efter parolen  ”Livet skal leves og prøves af. Hvad pokker kan der ske?” Og det livssyn kommer også til udtryk i hendes prioriteringer.

”Jeg vælger det, der er vigtigt for mig. Når der er noget, jeg vil, realiserer jeg det. Jeg har gennem min uddannelse fået de rigtige værktøjer og oveni en fandenivoldskhed, der gør, at jeg tør.

Livet er nu – vi har kun én chance.”