Det er først ret sent i Hannes kræftforløb, at det går op for hendes yngste bror, Jørgen, at hun vil dø af sygdommen langt tidligere, end han havde troet.

”Da jeg fik beskeden om, at Hanne var alvorlig syg, blev jeg meget, meget ked af det. Men jeg blev også hurtigt beroliget og var overbevist om, at hun kunne helbredes. Jeg fandt egentlig en fin ro i det hele og havde fornemmelsen af, at det går alt sammen. Alt andet ville også være ganske forfærdeligt for hendes tre drenge.”

Ville hellere reflektere over håb og drømme

Der er ni år imellem Hanne og Jørgen, så det er ikke mange år, de har boet sammen i deres barndomshjem.

”Det er også synd at sige, at vi som voksne løb hinanden på dørene. Men vi havde en helt fantastisk ”connection”, hver gang vi var sammen. Når hun foldede sig ud på tomandshånd – foldede hun sig virkelig ud. Da fik man indtryk af, hvad hun indeholdt. Hun var fantastisk menneskekærlig, generøs og lynende intelligent. Vi talte i de første år ikke om kræften som en dødelig sygdom, men lod som om der blot var tale om almindelig sygdom. Vi gik ofte let hen over hendes tilstand og ville hellere reflektere over hendes håb og drømme. Og selvfølgelig tale om hendes unger.

Det var først da sygdommen for alvor spidsede til, at vi havde nogle dybere samtaler. Det var så vanskeligt for mig. Jeg kunne slet ikke være i den virkelighed, at hun skulle dø.”

Gode snakke og smukke stunder

”I et halvt år efter Hannes død tænkte jeg meget over sorgen i forhold til min mor og far. Min far var kolossalt hårdt ramt og havde sandsynligvis en depression, som ikke blev behandlet. Hold da op, det var svært. Det handlede om, hvordan jeg kunne være med til at få mine forældre videre.

Min helt egen sorgbehandling foregik inden, hun døde og ganske kort tid efter. Jeg besøgte hende til allersidst på hospice. Det var godt for mig. Vi havde nogle gode snakke og meget smukke stunder sammen.

Jeg fik ikke sagt alt det, jeg ønskede

Jeg er ked af, at jeg ikke fik sagt alt det, jeg ønskede. At jeg ikke mere direkte fik fortalt hende, hvor fantastisk et menneske hun var.

Da jeg kort efter mit sidste besøg hos hende fik at vide af min mor, at nu var det ved at slutte, sendte jeg en sms til Hanne:

Kære Hanne

Far siger, du er træt. Jeg ved ikke, om du læser beskeder længere, men det håber jeg nu, du gør. Jeg er ked af, at jeg ikke har fået fortalt dig, hvor meget du betyder for mig. Det har vist bare været for svært.

Du er det klogeste menneske, jeg kender, og du inspirerer mig dagligt til at være den bedste udgave af mig selv.

Jeg elsker dig, kære søster.

Jørgen

Hanne nåede aldrig at læse beskeden.