”Fysisk var Hanne og jeg langt fra hinanden som voksne - der var 300 km. i afstand - men indeni var vi tætte. Vi er de to ældste børn i flokken, og vi har været små unger sammen. Vi er vokset op på en gård og kom tidligt i stalden. Desuden har vi i den grad trampet folkedans sammen.”

Den tætte kontakt imellem de to søskende bestod i jævnlige telefonsamtaler - også under Hannes sygdom.

”Min første reaktion på kræftdiagnosen var overraskelse og chok. Men inderst inde havde det uudtalt hele tiden været den dom, jeg frygtede.

Hun og jeg talte om døden. Hun havde fået at vide, at hun havde imellem to og fem år tilbage. Jeg tænkte: det her er alvor. Man får ikke sådan en dødsdom ubegrundet. Vi talte selvfølgelig ikke om min frygt. Jeg forsøgte at støtte hende og indgyde hende mod og tro på, at hun kunne overvinde sygdommen. Tro kan flytte bjerge. Men hun oplevede ulykkeligvis flere tilbagefald, og selvom hun ikke højlydt gav udtryk for frygt, lå den latent inde bag ved.

Åben dialog om alt

Sidste gang Hanne besøgte sin bror var 11. maj 2017, da hans yngste søn blev konfirmeret.

”Hun var meget syg på det tidspunkt, men hun ringede lige før vi skulle i kirke og sagde: Vi er kørt. Det blev jeg meget glad for.

Kort tid efter blev hun igen indlagt på hospitalet i Aalborg og jeg kørte op til Hanne. Jeg sad hos hende i et par timer, hvor vi talte åbent om det hele. Da jeg gik derfra, var jeg ikke sikker på, at jeg så hende en gang til.”

Men Jan nåede at se sin søster igen. På hospice i Frederikshavn.

”I første omgang ringede jeg til hende og kunne straks høre, at hun havde det meget dårligt. Normalt talte vi sammen en halv time, men hun sagde, at jeg ikke længere skulle ringe til hende. Hun var for træt. Et par dage efter besøgte min kone og jeg hende. Vi talte ganske kort – hun sov det meste af tiden. Jeg blev glad for den korte snak og for at jeg så hende. Den dag tog jeg afsked.

Det eneste, jeg håbede på, var, at hun ville være smertefri og gå døden stille og roligt i møde. Jeg tror, hun havde accepteret, at sådan skulle det være. Hun tænkte meget over tingene og havde konkluderet: Jeg har kæmpet, men jeg kan ikke blive rask.”

Føler ansvar for at bidrage til forskningen

Jan har ikke arvet mutationen i BRCA2-genet.

”Selvfølgelig er jeg lettet. Jeg føler ikke skyld, men jeg føler et ansvar for at bidrage i forskning af den mutation, så lægevidenskaben kan blive klogere. Derfor er jeg med i et forskningsprojekt.”

Hvordan tackler du din sorg?

”Der er og kommer fremover et væld af situationer, hvor jeg gerne ville have talt med Hanne. Hver dag tilbringer jeg to timer i bil, og dér taler jeg inde i mit hoved med min søster. Jeg ved, hvad hun ville svare mig, og jeg ved, hvad hun ville tænke. Men jeg får fred ved at tale med hende helt for mig selv.”

Taler med familie og kollega om sorgen

”Hun gjorde ikke tingene som de fleste – hun tænkte på en anden måde end vi andre søskende. Hun var ikke en medløber, men havde egne meninger og ideer. Dem prøvede hun at forklare os, og vi fik altid noget klogt ud af det.

Desuden taler vi ofte i min egen lille familie om Hanne, hendes børn og hendes mand. Ligesom at jeg taler med kolleger om min sorg og mit savn. Jeg har behov for at sætte ord på alle følelserne.

Jeg tror på, at der er mere imellem himmel og jord, end det vi ser. Nogle holder øje med os. Den holdning var en trøst for mig, lige da hun døde. Hun er ikke alene, men sammen med den del af vores familie, der er gået bort.”