”Vi var tætte, men talte ikke sammen hver dag eller hver uge. Da kræften efter en periode med bedring kom igen, prøvede jeg at bære den situation med Hanne. Selvom hun ikke ønskede, at sygdommen skulle fylde.

Hendes værste bekymring - fra hun fik diagnosen i 2013, og indtil hun døde - gjaldt hendes tre drenge. Hvad skulle der ske med dem, når hun var væk? Hun spurgte mig, om jeg ville tage børnene, da det ikke var en mulighed, at de kunne bo hos deres biologiske far, som hun var skilt fra. Hendes nye mand, som hun nåede at være gift med i otte år, var ikke umiddelbart parat til at påtage sig det store ansvar alene. Men Hannes yngste søn var det første år efter hendes død hos sin papfar. Nu bor han hos mig. De to store har deres eget liv – gode liv med hver deres partner og i gang med en uddannelse.”

Talte I om døden?

”Ja, og igen i relation til dét, at hun skulle væk fra børnene. Vi talte til gengæld ikke, om hun var bange for at dø. Det piner mig i dag. Men vi brugte megen tid på at reflektere over, hvad hun ville nå i sin sidste tid. Det var vigtigt for hende at give drengene en ting, hvor de kunne placere deres sorg.”

Tre smukke engle

”Engle har altid betydet meget for Hanne, så jeg fandt en glaskunstner, der kunne skabe nogle helt specielle engle. De har grønne og blålige vinger. Det er tre meget smukke engle. Hun nåede at se dem.

Efter hendes ønske skulle de pakkes ned i en æske, så drengene kunne gemme dem væk og tage dem frem, når de havde behov for det. Hanne døde på hospice, og samme dag fik hendes sønner englene. I pakkerne lå der også et brev fra Hanne. Det foregik i Hannes families hjem, og Hannes mand, vores forældre og jeg var der sammen med drengene. Overrækkelsen blev en smuk og kærlig afsked fra og med Hanne.”

Fejl i BRCA2-genet

Det var ved et tilfælde, at Hanne fik konstateret en fejl i BRCA2-genet, hvilket øger risikoen for bl.a. æggestokkræft.

”Da min søster fik konstateret kræft, blev hun ikke tilbudt en gentest på trods af, at vi har mistet mange familiemedlemmer på grund af kræft. Jeg ønskede at blive testet, men det krævede, at Hanne først selv blev testet og fik konstateret en genfejl. Hun bad derfor om at blive gentestet, og da prøven var positiv, blev min mor og jeg tilbudt en test. Vi sagde begge to ja, og det viste sig, at genfejlen kom fra min mor.”

Følte stor skyld

”Jeg følte stor skyld over ikke i det mindste at bære genfejlen sammen med Hanne. Jeg var gået fri for både kræft og genfejl. Hun bar det hele. Det kunne jeg slet ikke rumme. Men Hanne var aldrig bitter, selvom hun så inderligt ville livet. Jeg lovede hende at tage den nødvendige samtale med hendes drenge, så de selv kunne tage beslutningen om, hvorvidt de på et tidspunkt vil testes. Den yngste har allerede været igennem en test.”

Er der noget, du som pårørende har manglet fra sundhedssystemets side?

”Ja. Hurtigt at blive tilbudt en gentest. Når det er sagt, har jeg kun mødt ægte professionel omsorg og stor betænksomhed.”

Jeg er blevet ramt af sorgen

”Der er ting, jeg godt ville have gjort anderledes. Først og fremmest ville jeg gerne have været med til nogle af de mange undersøgelser og samtaler, Hanne var igennem. Hun har en enkelt gang oplevet at være alene – da ville jeg godt have været der. Vi har altid været tætte, men under hendes sygdom kom vi endnu nærmere hinanden. Jeg ville så gerne have haft hende hos mig i meget længere tid.

Jeg placerer min sorg ved at prøve at være der for hendes børn og mine forældre. Sorgen har ændret mig. Jeg er blevet ramt. I dag er jeg langt mere bevidst om, hvad der er vigtigt i livet. Jeg er blevet blødere og mere taknemmelig. Og jeg er dybt taknemmelig over, at hun har været her.”