Diagnosen kunne ikke være meget dårligere. Ikke alene havde nu 65-årige Poul Eigil Rasmussen lymfekræft. Han havde også den meget aggressive form, diffus storcellet b-celle lymfom, i stadie 4 af 4, altså sin værste fase, hvor det bare var et spørgsmål om tid, før den bredte sig til resten af kroppen. Den stammede egentlig fra en anden cancer, follikulær non hodgkins, som han måske havde haft i flere år. En kræft, som han ikke havde mærket til, men som havde muteret og sat den aggressive kræft i gang, vurderede lægerne.

Diagnosen var en lettelse

Alligevel så Poul Eigil Rasmussen diagnosen som en lettelse. "Jeg havde simpelthen haft det så dårligt og havde haft så mange smerter, at det lettede at finde ud af, hvad det var," siger Poul Eigil Rasmussen i dag. "Nu følte jeg, at vi kunne gøre noget." Den gode nyhed midt i de dårlige var, at netop diffus storcellet b-celle lymfom som regel kan slås ned med kemoterapi. Da kemokuren gik i gang, lavede Poul Eigil Rasmussen en aftale med sig selv. Han besluttede at betragte det her som en fodboldkamp, der ganske vist kunne gå i omkamp og straffesparkskonkurrence. Men han SKULLE vinde den. "Jeg har spillet fodbold, fra jeg var en lille dreng på syv år, frem til jeg var midt i halvtredserne," siger Poul Eigil Rasmussen, der også har lavet frivilligt foreningsarbejde i Langeskov IFs fodboldafdeling i mere end 30 år.

Nogle tænker negativt om den gift, som kemoterapien jo egentlig er. Jeg så modsat de poser, der hang på droppet som beskyttelsesudstyr, noget der satte mig i stand til at tage kampen op. Ligesom fodboldstøvler og -skinner i en fodboldkamp.

På mit hold

Poul Eigil Rasmussens billede af sin kræftsygdom som en fodboldkamp var ret konkret. Dels så han læger, sygeplejersker, venner og familie som medspillere; den slags, der er uundværlige, hvis man skal vinde en kamp. Dels så han medicinen og kemoterapien som personlig beskyttelse. "Nogle tænker negativt om den gift, som kemoterapien jo egentlig er. Jeg så modsat de poser, der hang på droppet som beskyttelsesudstyr, noget der satte mig i stand til at tage kampen op. Ligesom fodboldstøvler og -skinner i en fodboldkamp," siger Poul Eigil Rasmussen.

Hård kemokur

Lægerne ordinerede en meget hård kemokur over syv omgange. Men allerede fra første kur fornemmede Poul Eigil Rasmussen fremgang. Den R-CHOP-kur, der blev sat i gang 19. december 2012, syv dage efter diagnosen, gav ham en følelse af, at han slap kræften. Sidst i januar, efter tre kemokure, vurderede lægerne, at 98% af kræften var væk. Når de sammenlignede scanningsbilleder af Poul Eigil Rasmussens overkrop fra 19. december med scanningsbilleder lidt mere end en måned senere, var de førstnævnte scanninger helt sorte. I slutningen af januar var det kun to meget små områder, der var sorte - og altså angrebet. "Det var jo fantastisk. Der fulgte også en meget stor forbedring af min helbredstilstand med. Jeg havde simpelthen meget færre smerter og gener, næsten fra den ene dag til den anden," siger Poul Eigil Rasmussen.

Skadet angriber

Den gode start gjorde det lettere at tro det bedste i de følgende måneder, men forløbet var absolut ikke nogen walk-over. Poul Eigil Rasmussen var i perioder oppe på at tage 60 piller om dagen. Han havde kraftige bivirkninger, blandt andet svamp i munden, voldsomme tarminfektioner, skift af huden og neglene, og han tabte alt sit hår. Desuden fik han en blodprop i det ene ben. "Jeg var også meget træt. Trætheden var så voldsom, at det næsten var en diagnose i sig selv," siger Poul Eigil Rasmussen, der var vant til både at løbe og svømme flere gange ugentligt, før han blev ramt af lymfekræft. Nu kunne han dårligt gå på toilettet for at tisse. Oveni alt det kom så det mentale pres, Poul Eigil Rasmussen og hans familie var under. I alle henseender var medspillerne på holdet, særligt hans kone, uvurderlige støtter.

Kortere end ventet

Poul Eigil Rasmussens kamp mod kræften gik ikke i forlænget spilletid. Lægerne skar de ventede syv-otte kemokure ned til seks, og så begyndte Poul Eigil Rasmussen at kæmpe sig tilbage til tilværelsen. Han forsøgte at deltage i de ugentlige koraftener, som han tidligere havde holdt så meget af. Han begyndte at træne i svømmehallens motionscenter. Og cykle dertil, så tit han orkede. Det egentlige vendepunkt kom dog først, da han fik en uges rehabilitering på rehabiliteringscentret Dallund i kuni 2013. Da genvandt han for alvor kræfter og mod til at sætte motionsmængden op samt at begynde at svømme igen.

Det forandrer jo en at være ramt af noget så alvorligt. Jeg vil sige, jeg er blevet bedre til at skønne på de gode ting i livet. Som nu mit barnebarn og det barnebarn, der er på vej

Forandret

I dag, godt to år efter behandlingen stoppede, har Poul Eigil Rasmussen ingen følgevirkninger fra sin kræftsygdom. Hans blodprop er gået lidt ud over benet, så han ikke kan løbe, men han kan synge i kor, svømme lige så langt som før og i øvrigt nyde livet, ganske som han vil. Det indebærer selvfølgelig også at tage til Langeskov, som han i dag er flyttet fra, for at følge 1. holdets fodboldkampe. "Det forandrer jo en at være ramt af noget så alvorligt. Jeg vil sige, jeg er blevet bedre til at skønne på de gode ting i livet. Som nu mit barnebarn og det barnebarn, der er på vej," siger Poul Eigil Rasmussen.

Sygdommen spøger for livet

Den follikulære, langsomtvoksende kræft, der viste sig ved scanningerne, har Poul Eigil Rasmussen for livet, og derfor kan han risikere, at han får tilbagefald. "Det er let at sige, men det kan jo ikke nytte noget at gå og bekymre sig. Jeg plejer at sige, at den follikulære har vi gemt ned i en skuffe og så har vi smidt nøglen væk," siger han. En del af sit hårdt tilkæmpede overskud bruger Poul Eigil Rasmussen i LyLe, blandt andet i den lokalgruppe for patienter og pårørende, som han og hans kone har startet i Odense, hvor parret også bor.