Hvordan opdagede du at du havde kræft?

Jeg var gravid i 3 måned, da man ved den første skanning konstaterede, at der ikke fandtes noget foster. Jeg havde noget, som man kalder en molagraviditet. hvor kroppen producerer en masse moderkagevæv, og man kan sige, at celledelingen er løbet løbsk. De kaldte det for kræftens godartede kusine og advarede mig om, at der kunne være en lille forhøjet risiko for at udvikle en meget sjælden kræftform som resultat heraf. Det sker igennemsnit i 1/50.000 graviditeter, så der er ikke engang en om året herhjemme som får konstateret sygdommen, men det gjorde jeg altså. Der gik en uge fra jeg fik fjernet molaen, til jeg blev kontaktet med beskeden om, at jeg havde fået kræft, og at jeg skulle møde på Herlev hospital dagen efter for at starte op med kemoterapi. Jeg stod i Kastrup lufthavn med mit band på vej til en festival i Slovenien, da jeg blev ringet op og måtte have al min bagage af flyveren igen. Det var en meget voldsom oplevelse og et stort chok at gå fra at vente et barn til at være en kræftpatient, alt sammen inden for en uge.

Jeg stod i Kastrup lufthavn med mit band på vej til en festival i Slovenien, da jeg blev ringet op og måtte have al min bagage af flyveren igen. Det var en meget voldsom oplevelse og et stort chok at gå fra at vente et barn til at være en kræftpatient, alt sammen indenfor en uge.

Hvad var din reaktion?

Jeg blev først meget bange. Jeg havde denne her gennemgående følelse af, at der var nogen som skulle fortælle mig en anden historie. At dette ikke var min fortælling, og jeg tror faktisk, at dette greb blev min måde at komme godt igennem processen. Jeg blev meget fokuseret. Det handlede om at blive rask, og på en mærkelig måde blev mit sygdomsforløb en slags zen-agtig oplevelse for mig. Den der balance mellem på en gang at overgive sig og kæmpe i mod på en og samme tid, som er nødvendig, når man går igennem et behandlingsforløb, var noget jeg lærte meget af. Jeg var meget taknemlig for al den hjælp og støtte jeg fandt hos min famile, blandt nære venner, kollegaer og ikke mindst på hospitalet, så på denne måde var der en masse hjertevarmende oplevelser pakket ind i sygdommen.

Hvad var det sværeste ved dit sygdomsforløb, og hvad har kræften betydet for dig fysisk og psykisk:

Det er ikke sjovt at få kemoterapi. Jeg fik 10 behandlinger og gik til kontrol flere gange om ugen, men det sværeste var på en måde at blive rask. For det var først der, min reaktion på det hele virkelig kom. Tvivlen på om jeg var den samme. Jeg kunne ikke bare tage tråden op, hvor jeg slap, jeg måtte redefinere mig selv på en eller anden vis, og jeg følte mig ekstra sårbar i lang tid efter. Men alt i alt kom jeg styrket ud på den anden side. Jeg var heldig, at jeg ikke skulle ha fjernet min livmoder eller fik så hård en behandling, at jeg ikke senere kunne få børn. Idag er jeg frisk og rask og har en søn på snart 5 år. Jeg er opmærksom på at spise sundt og laver yoga dagligt, men jeg tror også, at det kan være godt for både krop og sind at holde en fest engang imellem, så det tillader jeg også mig selv at gøre. Man skal huske at fejre sit liv og leve det fuldt ud, mens man har det, og det kan en kræftsygdom være med til at minde en om