Af Birthe Lemley, formand for patientforeningen Kræft i Underlivet (KIU)

Det er et kæmpechok at få diagnosen kræft i æggestokkene. De fleste kvinder har aldrig hørt om sygdommen, men finder hurtigt ud af, at de har fået en dødelig kræftsygdom. Da jeg i 2001 fik konstateret æggestokkræft i stadie 3 C, gik jeg straks på nettet for at læse om sygdommen. Det var ikke den klogeste beslutning. Jeg kunne konstatere, at kun 12 procent i stadie 3 C ville overleve. Men jeg besluttede mig så for at være blandt de 12 procent.

Æggestokkræft er en svær diagnose at få, fordi sygdommen ofte bliver opdaget i et sent stadie. Og chancerne for at overleve bliver mindre desto højere stadie, sygdommen har nået.

Det er selvfølgelig meget individuelt, hvordan den enkelte kvinde håndterer kræftdiagnosen. Nogle er tilstrækkeligt psykisk stærke til at sige: Dette klarer jeg. Andre bliver slået helt ud af kurs.

Patienterne skal hjælpes psykisk

Det er vigtigt, at vi i Danmark også tager hånd om den psykiske påvirkning ved at få en så alvorlig diagnose. Når der - typisk tre måneder efter endt behandling - skal udarbejdes en opfølgningsplan på den afdeling, hvor kvinden er blevet behandlet, bruger lægerne ofte ordene ”når du får tilbagefald” i stedet for ”hvis du får tilbagefald.”

Den attitude skal vendes til noget mere konstruktivt og positivt.  Ellers bliver meldingen endnu en psykisk nedtur for et væsentligt antal kvinder. De har lige været igennem en stor operation og kemobehandling med mange bivirkninger og er endelig kommet godt ud på den anden side. De skal indgydes tro og håb.

Patienterne skal hjælpes rent psykisk. Og det kan ske ved, at lægerne får en langt lettere adgang til at henvise patienterne til behandling hos en psykolog.  I den forbindelse vil det desuden være optimalt, hvis psykologerne igen blev en fast del af kræftteamet på hospitalerne. Patienten har brug for hjælp her og nu.

Tæt kontakt til pårørende

I sygdomsforløbet er det vigtigt ikke kun at se sig selv som kræftpatient, men også forsøge at være et helt menneske. Jeg ved, det kan være svært. Og her spiller faktorer som, hvor fremskreden kræften er, og hvilken behandling kvinden skal igennem i høj grad ind. Mange er svage efter operationen og skal derefter i gang med kemobehandling.

I dette forløb kan det være vanskeligt at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, og en del patienter vil føle sig isoleret fra omverdenen. I den fase har det stor betydning at sørge for god og tæt kontakt til venner og familie. Til nogle, der kan og vil støtte op om én. Det kan også være en god idé at melde sig ind i en patientforening, hvor man kan møde ligesindede, som straks forstår, hvad man taler om, for de har selv været der.

Sammen om valg

Kræftplan IV opererer bl.a. med faste behandlingstider. Det er en kæmpe fordel for danske patienter. Men det er også altafgørende at satse på tidlig diagnosticering. Netop på det punkt bør vi optimere i Danmark. Behandlingsresultatet vil altid blive bedre desto tidligere sygdommen diagnosticeres.

Der tales for tiden meget om fælles beslutningstagen, og et projekt kaldet ”Sammen om valg” er i gang inden for gynækologisk kræft, hvilket kan føre til mere individuel behandling. Onkologen skal ikke træffe beslutningerne ved at sige ”fremover gør vi sådan og sådan”. Patienterne skal have valgmuligheder og i samarbejde med onkologen finde den behandling, der er bedst til den enkelte.

En undersøgelse viser, at 75 procent af danske kræftpatienter gerne vil have indflydelse. Jeg mener bestemt også, at det er den rigtige vej at gå, men hvis det skal lykkes, er det vigtigt, at patienterne får let tilgængelig oplysning om de forskellige valgmuligheder i et nemt og forståeligt sprog. Det arbejdes der på i det nævnte projekt inden for gynækologisk kræft. Patienterne skal vejledes, så de ligger inde med den fornødne viden om sygdomsområdet, inden de kan træffe beslutning om hvilken behandling, de foretrækker.

Det individuelle udgangspunkt

I forbindelse med fælles beslutningstagen er det desuden vigtigt, at onkologen finder frem til, hvor meget indflydelse og viden, kvinden ønsker at få omkring selve behandlingen og hvordan den virker ud fra statistikkerne. Og her skal både lægen og den enkelte patient huske på, at den enkelte ikke er en statistik.

Jeg vil til enhver tid anbefale, at pårørende er med, når så vigtig en beslutning som valg af behandling skal træffes. De pårørende kan hjælpe med at stille de relevante spørgsmål og huske svarene. Det giver tryghed for patienten.