”Lungekræftpatienter i Danmark bliver svigtet. De er en overset gruppe. Fokus ligger først og fremmest på de patienter, der lever i flere år med en kræftsygdom. Det er ikke tilfældet for folk ramt af lungekræft. Kun 11 procent er i live fem år efter, diagnosen er stillet,” konstaterer formand for Patientforeningen Lungekræft, Lisbeth Søbæk Hansen.

Vi vil kæmpe for at få politikerne i tale. Det kan undre mig, at der ikke er langt større fokus på en sygdom med så høj dødelighed. Screening kunne redde mange liv.

For foreningen er det vigtigt at få sat lungekræft og screening af sygdommen på den politiske dagsorden i de kommende år, så den kan opdages tidligere. F.eks. kunne man ifølge Lisbeth Søbæk Hansen forestille sig, at personer over 50-60 år blev tilbudt screening.

”Vi vil kæmpe for at få politikerne i tale. Det kan undre mig, at der ikke er langt større fokus på en sygdom med så høj dødelighed. Screening kunne redde mange liv. Når vi spørger politikerne, hvorfor de er afvisende over for ideen, får vi intet svar. Det samme er gældende, når vi beder Kræftens Bekæmpelse om en begrundelse for, hvorfor der aldrig bliver lavet kampagner omkring lungekræft. Vi bliver mødt med tavshed. Jeg håber ikke tavsheden skyldes at politikere og eksperter tænker, at lungekræft er en selvforskyldt sygdom.”

Mange rygere bliver ramt af lungekræft. Unge kvinder er i højere grad begyndt at ryge, og der ses i disse år en stigning i antallet af lungekræftpatienter blandt den gruppe. Men ikke-rygere får også lungekræft. Forurening kan spille ind.

”Der skal slet ikke tales om skyld i forbindelse med lungekræft. Sygdom er sygdom, og alle skal have samme behandling.”

Symptomerne på lungekræft kan meget let forveksles med influenzasymptomer.

Oplever man hæshed, smerter i armen, hoste, åndenød eller hyppige lungebetændelser, er det vigtigt at gå til sin praktiserende læge og blive nærmere undersøgt.

”Det går nok over”

”Man skal kræve, at der bliver gjort noget konkret. Det kan f.eks. være røntgen eller en scanning af lungerne. Folk må ikke lade sig afvise med, at ”det går nok snart over”. Lungekræft skal opspores tidligt for at forhindre sygdommen i at udvikle sig fatalt.”

Rehabilitering er også et hovedpunkt for Patientforeningen Lungekræft. Den arbejder stærkt på, at rehabilitering bliver en væsentlig del af den kommende kræftplan 4.

”Alt for mange bliver ikke tilbudt rehabilitering og må selv rykke for at komme videre i systemet. Der kan gå måneder, inden der sker noget. Jeg ved ikke, om lægerne tror, folk selv kan klare det, eller de praktiserende læger ikke har den fornødne viden om rehabilitering. Patienten har ikke selv overskuddet til den kamp – det kræver én på sidelinjen. Enlige, ældre bliver i den grad svigtet.”

Uden rehabilitering får patienterne ikke genopbygget deres lungefunktion og lært at bruge lungerne korrekt. De vil også gå glip af et væsentligt samvær med andre i samme situation.

I 2016 vil Patientforeningen Lungekræft blive endnu mere synlig. På seks åbne møder rundt i landet vil man bl.a. sætte fokus på behandling, motion og kost samt tale med og rådgive patienter og deres pårørende. Alle deltagere får desuden god mulighed for at tale sammen og udveksle erfaringer. Derudover har foreningen oprettet seks lokalafdelinger i Danmark, hvor medlemmer kan hente oplysning og støtte.