Hun sidder på sit arbejde en almindelig hverdag i 2012. Telefonen ringer, og en læge kan endelig give hende det svar, hun har ventet på i fire-fem uger.

Svaret er dårligt. Camilla Lindskov Vedstesen, der dengang kun var 24 år, har arvet sin mors mutation i BRCA2-genet. Med andre ord har hun en høj, høj risiko for at få brystkræft og kræft i æggestokkene.

”Jeg er en særdeles fattet person, og jeg kan være meget praktisk. Så jeg ringede først til min far. Han blev utrolig ked af resultatet. Derefter kredsede mine tanker omkring de mange kvinder i min familie, der var døde af kræft. Min mor mistede jeg i 2009 på grund af brystkræft. Jeg projekterede med et slag al den død over på mig selv. Men jeg blev på mit arbejde.”

Ventetiden - fra Camilla Lindskov Vedstesen fik taget den afgørende blodprøve, til hun modtog det famøse svar på sin gentest - brugte hun i meget høj grad på at tale med sin far. Han spurgte tæt ind til, hvad hun ville anvende informationerne til – han ”krævede”, at hun tog stilling.

Pludselig gav det mening

”Jeg kan ikke lide at være uvidende. Jeg håbede selvfølgelig på, at der ikke var en genfejl, men da den blev opdaget, gav det mening, hvorfor kvinder i min familie generation efter generation er døde af kræft. Nu havde jeg pludselig en viden, som jeg kunne bruge til at være proaktiv og måske forhindre, at jeg selv bliver ramt af en kræftsygdom. Jeg følte, at jeg kunne tage kræften i opløbet.”

Camilla Lindskov Vedstesen kom til en samtale hos lægen, som i detaljer oplyste om, hvilken betydning det har at være bærer af en mutation i BRCA2-genet, og hvad hun kunne gøre for at forebygge og være på forkant med, at en kræftsygdom blev opdaget tidligt.

”Faktisk levede jeg ikke et liv med angst de første fire år, efter jeg vidste, jeg var BRCA2 positiv. Angsten begyndte at dukke op, da jeg for to år siden fik mit første barn – en datter. Jeg talte meget med sundhedsplejersken om hele situationen. Jeg er ikke angst for at dø – jeg er angst for at dø for tidligt fra mine børn. Jeg har næsten lige født mit andet barn, som også er en pige. Jeg håber ikke, at de to skal opleve det, jeg har været igennem. Jeg ved jo, hvor hårdt og smertefuldt det er at miste sin mor i en ung alder. Jeg var kun 20. Hver dag tænker jeg på min mor og de milepæle i mit liv, hun aldrig har været en del af. Hun har aldrig mødt min mand eller set mine børn. Jeg vil godt opleve, at mine piger bliver gift, og jeg bliver mormor.”

Fremtiden

I øjeblikket funderer Camilla Lindskov Vedstesen over, hvilke valg hun skal træffe, når det gælder forebyggende operationer.

”Endnu ved jeg ikke helt, om jeg gerne vil have flere børn. Min læge anbefaler, at jeg får fjernet æggestokkene, og det kan jeg godt forholde mig til. Det er organer inde i kroppen – de har ingen betydning udseendemæssigt. Men det er jo ikke bare lige … Jeg går i overgangsalder og skal i hormonbehandling, men jeg er ret sikker på, at det er noget, jeg vil få gjort i nær fremtid.”

At få fjernet sine bryster oplever Camilla Lindskov Vedstesen derimod som et mere voldsomt indgreb, der rammer hendes kvindelighed.

”Her og nu er jeg jo ikke syg. Jeg er 30 år og rask. Med de operationer sygeliggør man sig selv. Risikoen for at få kræft er bare så stor. Så jeg tænker, at jeg hælder mod at få fjernet mine bryster. Jeg har blot brug for mere vejledning. Skal det være nu eller skal jeg vente til jeg er 50? Min mormor og mor fik brystkræft, da de var henholdsvis i begyndelsen af 30’erne og 46 år.

At Camilla Lindskov Vestesen er BRCA2 positiv har ikke påvirket dagligdagen i den lille familie.

”Både min mand og jeg har et positivt livssyn. Og jeg betragter jo ikke mig selv som syg. Selvfølgelig taler vi ind imellem om den forbandede genfejl, og min mand mener, at jeg skal få foretaget de forebyggende operationer, hvis de kan forhindre, at jeg får kæft. Men vi nægter at lade min genfejl have indvirkning på vores daglige liv.”

Til gengæld taler ægteparret ofte om, hvordan de på den rigtige måde skal fortælle deres døtre, at de kan have arvet mutationen.

”Der ligger en meget vigtig samtale ude i fremtiden. Men den skal tages. Pigerne skal selv træffe valget, hvorvidt de har lyst til at vide, om de har arvet genfejlen. Vi er ikke bange for at tale åbent om risikoen for at få kræft.”