Vi bombarderes i øjeblikket med overskrifter som, ”min læge siger, at jeg skal lære at leve med mine senfølger” ”Helbredt men ikke rask” – og som ovenstående viser, så er der rigtig mange, der oplever senfølger – hver dag.
I det kommende kan du læse om, hvad der rører sig indenfor området og samtidig blive inspireret til at søge viden om senfølger og om, hvordan du kan hjælpe patienter og pårørende videre, når der er behov for yderligere hjælp.

Der er helt klart et stort behov for at få et overblik over, hvor omfattende problemstillingen med senfølger er. Vi er på den ene side i den positive situation, at flere overlever en lang række former for kræft. På den anden side betyder det, at flere mennesker lever længere med en kræftsygdom, eller bliver helbredt og skal leve med følgerne af deres kræftsygdom eller behandlingen af den. Vi mangler simpelthen viden om, hvor stort problemet med senfølger er. Vidensopsamlingen giver os og andre i sundhedsvæsenet et godt grundlag for at gå videre med arbejdet med at imødekomme patienternes behov og tilrettelægge det bedst mulige rehabiliteringsforløb for dem”, siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Janet Marie Samuel.

Rapporten udkom i oktober 2017 og har været drøftet i mange faglige sammenhænge. I rapporten defineres senfølger som:

Senfølger er helbredsproblemer, der opstår under primær behandling og bliver kroniske, eller som opstår og manifesterer sig måneder eller år efter, behandlingen er afsluttet. Senfølgerne omfatter ny primær kræftsygdom og fysiske, psykiske eller sociale forandringer, der er en følge af kræftsygdommen og/eller behandlingen af denne.

Senfølger på dagsordenen

Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker afholdt en temadag med senfølger som omdrejningspunkt i maj 2018. Her deltog engagerede kræftsygeplejersker fra hele landet. Alle blev klogere på begrebet og omfanget af de problematikker, som senfølger skaber – for både patienter og pårørende.

Senest blev senfølger debatteret på ECRS kongressen, der blev afholdt i København i september 2018. Christoffer Johansen m.fl. var værter ved kongressen, hvor forskningsresultater, indsatser og igangværende forskning fra hele verden blev præsenteret.

Helt present arbejdes der i øjeblikket på at etablere tre nationale senfølgeklinikker, der skal huse forskning omkring senfølger.

Præ-habilitering

Christoffer Johansen og Susanne Dalton er pionerer i Danmark, når der skal sættes fokus på senfølger. De er begge blændende formidlere og er engagerede indenfor området. Der tænkes ikke kun i forløbet efter en behandling; det betones, at vi skal sætte et forholdsvist nyt begreb i spil - allerede inden behandlingsstart; præ-habilitering. Vi skal sammen med patienten drøfte behandlingsintensiteten og ikke mindst de bivirkninger, en given behandling medfører. Hvilke interventioner kan med fordel sættes i værk inden en behandling? Hvordan bliver mennesket med kræft klædt bedst muligt på og behandlingen afstemt efter dette?

Vi skal ud af tankesættet ”one size fits all” , vi skal individualisere behandlingen, ikke kun i forhold til stadier og biomarkører – også i forhold til den enkeltes livsduelighed og kapacitet.

Senfølgerforeningen gør et kæmpe stykke arbejde for at hjælpe denne stadigt voksende gruppe af mennesker, der har en hverdag, der er præget af senfølger.

Foreningen har en yderst aktiv bestyrelse og en hjemmeside, der giver et rigtig godt indblik i, hvilke problematikker, der er på spil og ikke mindst, hvilke interventioner, der kan sættes i spil.

Vi skal tænke på tværs

Idet senfølger kan opstå måneder og år efter afsluttet behandling, er det igen vigtigt, at vi tænker på tværs. Vi skal sikre, at den rette viden og ekspertise er der, hvor patienterne er. Vi skal altså samarbejde på tværs og sikre, at de sundhedsprofessionelle i primær har viden og kompetencer på specialistniveau indenfor området – idet det er her, patienterne typisk befinder sig, når problemerne opstår.

Jeg har selv lige mødt en tidligere patient, en kvinde, jeg passede for år tilbage.

Hun fortalte, at hun har det rigtig svært, idet hun har fået nye sygdomme. Der er problemer med hukommelsen, hun er depressiv, og så har hun oven i købet fået hjerteproblemer. Hun har konsulteret læger, er blevet sendt rundt i forskellige specialer.

Jeg fortalte hende om senfølger – og hun blev lettet. Lettet over, at alle symptomer kan adresseres til den tidligere kræftsygdom og behandlingen af denne. At hun ikke var i et ”nyt” sygdomsforløb. Hendes reaktion fortalte mig, at det her, det kan vi gøre meget bedre.