Cancer er livstruende og indvirker på alle aspekter af livet og derfor skal rehabilitering også inddrage alle faktorer. Rehabilitering giver på den måde en mulighed for at sikre en så høj livskvalitet som mulig efter et langt sygdomsforløb. ”Behandling af cancer og hjernetumorer har alvorlige følgevirkninger og hele ens livssituation bliver markant ændret. Man skal finde en ny måde at leve videre på og finde den højest mulige livskvalitet.

Både fysikken og psyken skal behandles efter et kræftforløb

Nogle kommer tilbage på deres normale funktionsniveau, mens andre må erkende, at kræftsygdommen har sat sine spor. Spor som de må leve med resten af deres liv. Så det handler om at tage stilling til, hvordan man får det bedste ud af de ændrede vilkår,” siger Pernille Bundgaard, sygeplejerske med speciale i rehabilitering. Rehabilitering efter cancer og hjernetumorer kræver en specialiseret indsats. Mange kan være svækket både fysisk og psykisk og den erkendelsesproces, der foregår for den enkelte patient under rehabiliteringen. kræver den rette bistand og vejledning.

Rehabilitering kræver helhed og tværfaglighed

”At blive ramt af en livstruende sygdom er jo en livskrise, og ikke kun den enkelte patient er ramt - det er hele familien og i nogle tilfælde hele dens eksistensgrundlag. Det er derfor vigtigt, at rehabiliteringen også indeholder psykologiske behandlingsmuligheder, så både krop og sind bliver hjulpet godt tilbage,” konstaterer Pernille Bundgaard. Pga. alvoren og kompleksiteten er det vigtigt med en helhedsorienteret tilgang med inddragelse af mange faggrupper. I rehabilitering arbejder man derfor med tværfaglig ekspertise i form af neuropsykologer, ergoterapeuter, fysioterapeuter, sygeplejersker og læger i et team omkring patienten. ”På den måde skabes optimale muligheder til at hjælpe patienten videre på vejen til at genfinde sit vante funktionsniveau. Er dette ikke muligt arbejdes der sammen om at finde det bedst mulige alternativ,” fortæller Pernille Bundgaard.

Energiforvaltning er altafgørende for patienterne

Energiniveauet er typisk ændret efter et så alvorligt sygdomsforløb. Derfor er økonomisering med ens kræfter væsentlig i rehabiliteringen og livet efterfølgende. ”Det betyder rigtig meget at have - eller få - en forståelse for, at hvile- og energiforvaltningen er afgørende for at få det bedste ud af rehabilitering. I særdeleshed neuropsykologer og ergoterapeuter samarbejder meget om patientens forståelse af, hvilket energiniveau man befinder sig på. Man skulle gerne nå frem til en forståelse af, f.eks. at ’hvis jeg husker at tage en middagslur, så kan jeg faktisk være med til min søns skole-hjem-samtale senere på dagen’. Det er altafgørende at lære at økonomisere med sin energi,” siger Pernille Bundgaard.