Hvordan opdagede du at du havde kræft?

Jeg stod foran spejlet og så en blå ophøjet plet i min gane. I det samme jeg så den, var jeg overbevist om at det var en form for cancer. Jeg kontaktede tandlæge, praktiserende læge, specialtandlæge, der tog biopsi og jeg fik svaret pr. telefon.

Hvad var din reaktion?

Jeg var i chok, for jeg vidste, hvad den form for cancer kunne medføre. Min dygtige professor på Rigshospitalet sagde tingene ligeud: Du kommer aldrig til at tale mere som du gør, du får en snøvlende stemme, hvis du er heldig, du får spisebesvær og du kommer ikke til at arbejde mere som journalist, og det er forfærdeligt at tandlæger og læger ikke er opmærksomme nok på de tegn. Godt din søn kom hjem.

Min første cancerdiagnose fik jeg som 33 årig, livmoderhalscancer og jeg fik fjernet livmoderen, senere cyster. Det er 17 år siden jeg fik ganecancer, to år efter fik jeg brystcancer og fik fjernet venstre bryst.

Hvad var det sværeste ved dit sygdomsforløb, og hvad har kræften betydet for dig fysisk og psykisk:

Da jeg vågnede efter operationen og opdagede at jeg var uforståelig , havde ulidelige smerter, fik sondemad var mit liv ændret, men  men ikke ødelagt. Jeg bestemte mig for at få det meste af det jeg havde mistet tilbage. Jeg lærte mig selv at tale, vænnede mig til at se forandringen i mit ansigt, gjorde alt for at komme videre.

Min første cancerdiagnose fik jeg som 33 årig, livmoderhalscancer og jeg fik fjernet livmoderen, senere cyster. Det er 17 år siden jeg fik gane cancer, to år efter fik jeg brystcancer og fik fjernet venstre bryst. Ikke den samme cancertype. Jeg bryder mig ikke om at se og høre på tidligere cancerpatienter, som bruger vendingen ”jeg vandt over kræften på grund af et eller andet!” Cancer rammer tilfældigt, uanset om man er Marathon løber, aldrig har røget, aldrig har drukket, små børn får cancer, dyr får cancer. Det vigtigste er at blive diagnosticeret i tide og få den bedst mulige behandling og være på forkant med sin sygdom.

Jeg prøver selv på smertefulde dage at bruge de reserver jeg har fået som en medfødt gave, jeg skriver mine bøger, når det er værst. Jeg spiller klaver, hører musik, sorterer selvmedlidenhed, had og angst fra, hvis jeg kan. Jeg kan videregive til mine medpatienter at de skal være opmærksomme og  ikke lade sig nøje med en diagnose fra en tilfældig tandlæge eller læge. Man må kæmpe, ikke for sit liv, men for kvalitetstid, når man er kræftpatient.