Det tog mere end fem år, fra Maria Engholm blev syg, og til hun igen fik en hverdag, hvor hun kan varetage sin forretning som selvstændig billedkunstner i København. Maria har haft tyktarmskræft, men inden den diagnose blev stillet, var hun syg i næsten tre år: ”Jeg havde været syg i lang tid, da de endelig opererede for at fjerne kræftcellerne. Efter operationen skal man have kemoterapi inden for tre måneder, men i mellemtiden fik jeg en række betændelsestilstande. Da jeg blev overført til Rigshospitalet til kemoterapi vejede jeg 18 kilo mindre end før sygdommen, havde fået en stomi og havde ikke længere nogen tyktarm,” fortæller Maria.

Hårdt ramt psykisk

Heldigvis var behandlingen succesfuld, men det var langt fra enden på Marias kamp for at komme tilbage til en hver dag med familie, venner, arbejde og fritidsaktiviteter. For én ting er at fungere fysisk, en anden at komme ovenpå psykisk, når senfølgerne af kemoterapien sætter ind, og følelsen af ensomhed sniger sig ind ad døren derhjemme. ”Man rammes af træthed, håbløshed og er følelsen af at være mørbanket. Heldigvis kom jeg i kontakt med et center for kræft og sundhed, som har været en stor støtte,” siger Maria og forklarer, at hun blandt andet fik en kontaktperson og tilbud om motion på centret. Maria følte sig godt behandlet på hospitalet, hvor hun var omgivet af et forstående personale, men hun var slet ikke forberedt på, hvor svær overgangen til at komme hjem til sig selv ville være. ”Pludselig var jeg helt alene, var angst og kunne slet ikke overskue noget. Bare det at komme ud af sengen og få lidt mad var en kæmpe sejr. Det gik virkelig langsomt og krævede stor tålmodighed, tid og ro,” siger Maria, der gerne havde set, at hun var blevet advaret om den kraftige psykiske reaktion.

Hjælp fra omgivelserne

Maria kendte ikke på forhånd til depressionstilstande, så hun tænkte, at det nok skulle blive bedre, men det gjorde det bare ikke. Uden hjælp fra blandt andet familien, venner, centret og en gruppe af yngre kvinder på vej tilbage til arbejdsmarkedet, var det ikke gået. ”Efter kemoterapi er der en indre kamp for accept, men det gælder om ikke at forcere udviklingen, for det bliver aldrig helt det samme igen. Det er en kamp for overlevelse. Noget af det, der hjalp, var motion – noget der stadig har stor værdi for mig,” understreger Maria og tilføjer at alle udenomsting som for eksempel økonomien også bare skal være i orden i et godt rehabiliteringsforløb.

Stor hjælp med koordinator

Motion, støtte, hjælp til at finde tilbage til hverdagen er netop, hvad Vibeke Dahl, kommunal forløbskoordinator, beskæftiger sig med. For borgere er forløbskoordinatoren en mulighed for at få én kontaktperson, der kan støtte borgeren i rehabiliteringsforløbet. Hun samarbejder med jobcenter, sygehus, visitationsenhed, praktiserende læge m.m. Formålet er, at borgeren oplever mening og sammenhæng i forløbet og ikke oplever at stå alene. ”Jeg kan hjælpe med spørgsmål af praktisk som eksistentiel art, som ofte melder sig, når du får en kræftsygdom. Det kan være arbejde, økonomi, fysisk træning, bekymring hos ægtefælle, børn m.m. Jeg har samtale med borgeren, og sammen laver vi en plan, og jeg hjælper med at tage kontakt til de fagfolk, der kan hjælpe borgeren videre, ” fortæller Vibeke Dahl.