"Jeg var bange og jeg opførte mig dårligt overfor min familie og de nærmeste venner. Min angst blev til vrede. Alle følelser holdt jeg for mig selv. Jeg opfattede aldrig de allernærmestes reaktion på min sygdom. Når nogen spurgte til mig, blev jeg irriteret. Jeg var som en tikkende bombe under hele forløbet.  Men jeg forsøgte at skåne dem. Kald min reaktion kærlighedens skjold. Den opførsel har jeg fortrudt og først seks år senere forstod jeg dens konsekvenser, da min kone sagde, at hun aldrig nogensinde har følt sig så ensom som i den periode jeg var syg af tarmkræft.”

I fem–otte år har sportsdirektør Brian Holm jævnligt kunnet konstatere blod ved toiletbesøg. Han har gentagne gange søgt læge både i Belgien og i Danmark -  alle har de konkluderet, at han led af hæmorider eller polypper.

Min angst blev til vrede. Alle følelser holdt jeg for mig selv.

En sen eftermiddag i februar 2004 tager han selv affære og cykler til skadestuen på Bispebjerg Hospital. En sjette sans siger ham, at nu skal der gøres noget ved problemet. Han insisterer på at blive undersøgt af en specialist og efter at have ventet i timevis bliver Brian Holms verden vendt totalt på hovedet. På under 30 sekunder stiller en speciallæge diagnosen tarmkræft og tilføjer ”det ser ikke godt ud”.

”Jeg blev hidsig – var sikker på at han tog fejl. Jeg havde aldrig hørt om tarmkræft. Allerede her indfandt vreden sig. Jeg tog hjem fra hospitalet i dårligt humør, men ender med at vende tilbage næste morgen”.

Lå i vådt sand

Fra det øjeblik går hele sundhedssystemet i gang. Indledningsvis bliver Brian Holm scannet, der tages blodprøver og biopsier. Derefter følger 14 dages ventetid på resultaterne.

”Der er tale om psykisk tortur. Man venter på at få at vide, om man overlever. Tro mig – de 14 dage er lange. Kan du klare den situation, er der aldrig noget, som kan knække dig. Oddsene for min sygdom var ikke gode. Det er som en regnvejrsdag, hvor man godt kan se hullerne i osten. Jeg forberedte mig på at lægen ville sige, at jeg kun havde kort tid tilbage”.

Jeg var også træt da jeg vågnede med stomi efter operationen, men det var vigtigt for mig hurtigt at få lavet et træningsprogram.

Men lægerne giver Brian Holm et spinkelt håb. Der er en chance for at han kan overleve. Strålebehandlingerne og operation af en kræftknude på tre cm. bliver sat i gang.

”Efter de første strålinger føltes det som om jeg havde en voldsom influenza. Men faktisk nød jeg den reaktion. Den blev symbolet på min krig mod kræften: Nu bekæmper jeg den sygdom – det lort skal ud af min krop. Jeg var også træt da jeg vågnede med stomi efter operationen, men det var vigtigt for mig hurtigt at få lavet et træningsprogram. Efter 14 dage ville jeg løbe en halvmaraton. Der var dage, hvor jeg vågnede - og det føltes som om jeg lå op til ørerne i vådt sand, men jeg skulle i gang. Ellers ville sygdommen vinde”.

En følelse af skyld

Angsten ligger latent under hele behandlingsforløbet. Udover sin kæreste har Brian Holm også deres lille dreng på kun otte måneder at tænke på.

”Jeg bryder mig ikke om at tale om den følelse af skyld, som ramte mig. Jeg kunne dø fra min søn. Ofte lå jeg helt stille - kiggede på ham og hviskede:  ”Undskyld, du kommer aldrig til at kende din far”.

En god ven råder Brian Holm til løbende under sin sygdom at skrive nogle notater omkring de ting han savner. Listen rummer oplevelser som en løbetur med ”drengene”, at fodre ænder med sin søn og sove længe med sin kæreste om lørdagen.

Jeg fandt ud af, at intet af det jeg ønskede mig mest kostede penge. Det gør at man efter så alvorlig sygdom får en langt mere nonchalant tilgang til livet.”

Da kræftsygdommen rammer Brian Holm er han 41 år og selvstændig sportschef på Telekom-holdet.

”Min daværende chef, belgieren Walter Godefroot, er ikke en mand med de store følelser hængende uden på tøjet. Et par dage efter at jeg havde fået diagnosen, ringede han til mig og sagde: ”Brian, det ser ikke så godt ud, men jeg vil lige sige, at mangler du penge, ringer du bare.”

Lagt i bussen

I det øjeblik jeg blev udskrevet fra hospitalet begyndte jeg at arbejde. Jeg var vel væk i tre-fire uger. Jeg var træt og der var eftervirkninger - og hele holdet syntes nok at jeg så lidt tynd og bleg ud, da jeg troppede op. De havde da også talt om at nu kommer tossen igen. Men arbejdet var den bedste medicin for mig. Det betød så meget for mig at få almindeligt tøj på og komme ud på arbejdspladsen. Jeg er jo i en drengeverden, hvor vi klarer det. De passede på mig uden at der blev sat specielle ord på. Mit immunforsvar var jo helt fucked up, så ind imellem fik jeg feber. De dage blev jeg bare lagt ind i bussen.”

Processen med at komme tilbage efter en kræftsygdom sammenligner Brian Holm med at komme tilbage efter f.eks. at have brækket lårbenet. Hans måde at tackle situationen på er den samme uanset hvad han har været igennem.

”Da jeg forlod hospitalet, trykkede jeg på delete-knappen for al sygdom og derefter gjaldt det udelukkende om at komme videre. Også selvom der havde været tale om livstruende sygdom og det at have kræft er en modbydelig psykisk tortur.

Siden har jeg ikke talt med nogen om mit kræftforløb og for mig ville det føles totalt kejtet at søge en psykolog. Jeg taler med andre kræftpatienter – deler ud af mine erfaringer og ser det som min fornemste opgave at hjælpe de, der står midt i sygdom. Det er så individuelt, hvordan folk kommer tilbage til arbejdsmarkedet og hvilken hjælp, de har behov for.”

Tømmermænd

 53-årige Brian Holm er i dag sportschef på det belgisk ejede World Tour-cykelhold Etixx-Quick Step. I 2012 blev han gift med sin kæreste Christine Holm. De har udover sønnen Albert på 12 også datteren Mynte på ni år.

”Min sygdomsperiode var så utrolig hård for min kone. Jeg ville jo bare klare mig selv. Og som sagt forstod jeg ikke, hvor ensom hun var i situationen. Tænk at hun kunne holde det ud. Derfor friede jeg til hende og hun får alt, hvad vi har, hvis vi en dag skal skilles. Hiver hun stikket, er det helt sikkert min skyld.”

Livskvalitet har fået en anden betydning for Brian Holm.

”Det allerbedste er at være sammen med familien og at alle er sunde og raske. Jeg elsker at sidde med ungerne under dynen og se Mary Poppins, mens vi spiser popcorn. Når jeg cykler en tur med min bror, kører fra ham og får kramper i benene  - ja, så mærker jeg det fysiske - at jeg er i live. Jeg bliver rørt over film i TV og elsker at løbe om kap med min bedste ven. Det er lige før jeg vil påstå, at jeg nyder at have tømmermænd. De gør, at jeg mærker jeg lever.”