I 2017 udsendte TrygFonden og Mandag Morgen rapporten ”Sundhedsvæsenet ifølge danskerne”, som blandt andet gav et indblik i danskernes holdning til alternativ behandling. 8 ud af 10 svarede, at de kunne forestille sig at benytte sig af mindst én type alternativ behandling, Og et flertal af danskerne er interesserede i muligheden for at diskutere alternativ behandling med deres læge, hvis de skulle blive syge.

Alternativ behandling er på eget initiativ

Også specifikt inden for kræftområdet er alternativ behandling udbredt. En undersøgelse fra 2013, lavet af Kræftens Bekæmpelse, viser, at mindst en fjerdedel af alle kræftpatienter bruger alternativ behandling som supplement til kræftbehandlingen på sygehuset.

8 ud af 10 svarede, at de kunne forestille sig at benytte sig af mindst én type alternativ behandling

Kræftens Bekæmpelse beskriver alternativ behandling som ”…behandling, lægerne almindeligvis ikke tilbyder på sygehuset. Alternativ behandling bruges på dit eget initiativ som et supplement til kræftbehandlingen.” Der er massevis af alternative behandlingsformer. Alt fra akupunktur til cannabisolie, Omega-3, osv. Fælles for de alternative behandlinger er, at de ikke er videnskabelig evidens for deres effekt.

Kan give håb og livskvalitet

Alligevel kan de være et godt supplement til kræftbehandlingen, mener Berit Wheler fra ICAK, som rådgiver kræftpatienter om alternativ behandling. ”Kræftramte vælger i stor stil alternative behandlinger for at afhjælpe de bivirkninger, de får af behandlingerne på kræftafdelingen. Inderst inde håber de fleste, at den alternative behandling kan være med til at slå kræftcellerne ihjel. Men hvis ikke det sker, kan behandlingen give håb og livskvalitet for patienten, og det er vigtigt for at klare sig igennem sygdommen. Der er jo et liv før døden, og det er alt andet lettere at leve med håb og livskvalitet, frem for at holde fokus på at man skal dø af sin kræftsygdom,” siger hun.

På ICAK får hun blandt andet tilbagemeldinger fra patienter, der rapporterer, at de ved hjælp af cannabisolie har fået appetitten tilbage. ”Manglende appetit og underernæring er et stort problem blandt kræftpatienter, fordi det kan forhindre, at man kan få den næste behandling. Derfor er det virkelig vigtigt, at man har appetit, mens man er i behandling. Det er altafgørende for kræftbehandling, at kroppen er stærk nok til at tåle behandlingerne, for kræftbehandling er hårdt for kroppen” siger hun.

Supplerer den konventionelle behandling

Berit Wheler understreger, at alternativ behandling ikke skal afløse den konventionelle behandling, men derimod supplere eller komplementere den. ”Lægerne er stadig de klogeste, og dem skal vi lytte til, men mange patienter kan få en ekstra gevinst ved at få alternativ behandling. Det er mit indtryk, at flere læger efterhånden godtager, at patienterne efterspørger alternative behandlinger, og det er jeg glad for,” siger hun.