Patienter skal være med til at tage vigtige beslutninger om deres behandling, opfølgning, medicin og andre spørgsmål om deres forløb. Det kaldes fælles beslutningstagen, eller shared decision making, og flere og flere læger og andre sundhedsprofessionelle på landets hospitaler lægger i dag op til, at patienterne er med til at påvirke deres egne behandlingsforløb.

Karina Dahl Steffensen er kræftlæge og professor på Sygehus Lillebælt. Hun er også centerleder ved Center for Fælles Beslutningstagen samme sted. Hun har arbejdet med tilgangen i flere år og har været med til at udvikle både en række projekter og undervisning om fælles beslutningstagning for at få det bedste ud af tilgangen, når sundhedspersonalet taler med patienterne.

Patienten påvirker sit eget forløb

“Det handler ikke om, at lægen skubber ansvaret for behandlingen fra sig, men at patienten får mulighed for at tilpasse sit forløb på den måde, der passer bedst,” siger hun.

Hvilke valg, patienten kan være med til at tage, varierer meget. Det kan f.eks. være, om de foretrækker den ene eller den anden type medicin, om opfølgningen efter operationen skal ske på hospitalet eller over telefonen. Eller om patienten ønsker at dø på et hospice eller derhjemme.

“Det er jo dig, der er lægen”

Mange patienter bliver i begyndelsen overraskede over, at lægen beder patienten vælge mellem flere valgmuligheder.

“Patienten kan godt tænke, “Det er jo dig, der er lægen, hvorfor spørger du mig?”. De fleste forestiller sig, at lægen kender svarene og ved, hvad der er bedst. Men læger er generelt rigtig dårlige til at gætte, hvad der er bedst for andre. Jeg kan godt have en mening om, hvad jeg selv ville gøre i en bestemt situation, men det betyder ikke, at den løsning er den bedste for den person, jeg sidder overfor,” siger hun og tilføjer:

“Hvis man har kræft, kan man f.eks. være nødt til at forholde sig til, om man vil have den behandling, der kan give tre år mere at leve i, eller om man vil vælge en vej, som giver lidt mindre tid, men som til gengæld giver færre bivirkninger. Den beslutning kan jeg ikke tage for mine patienter. Det er noget, de må gøre op med sig selv.”

Bedre resultater af behandlingen

Når patienten er med til at tage beslutningen, har det flere positive følger, fortæller Karina Dahl Steffensen.

“Vi kan se, at patienterne oftere husker at tage deres medicin eller overholde aftaler med hospitalet. Og det giver bedre chancer for et godt resultat, hvad end patienten er i behandling for forhøjet kolesterol, blodpropper eller kræft.

Større livskvalitet

Udover de forbedrede chancer for at komme godt igennem behandlingen, får patienterne også mere indsigt i, hvad der foregår, og de bliver mere tilfredse med deres forløb.

“Før i tiden gav patienterne ofte udtryk for, at det var som at stige på et tog, man ikke kunne stoppe eller komme af igen. De blev ført væk af en informationstsunami, men forstod ikke særligt meget af det, der blev sagt, eller hvorfor behandlingen var, som den var,” siger Karina Dahl Steffensen.

Og når man forstår og kan påvirke behandlingen, giver det større livskvalitet for patienterne.

“Når de selv tager ejerskab over behandlingen, sker det sjældnere, at de fortryder, at de har sagt ja eller nej til forskellige tilbud. Og det ejerskab kan fjerne noget af frustrationen og tvivlen og give bedre livskvalitet,” siger hun.

Patienten i centrum

Denne form for patientinvolvering sætter patienten i centrum. Og det giver mening for Karina Dahl Steffensen at tage højde for de personlige og praktiske grunde, der kan være til patientens ønsker.

“Patienten bliver set som en person, og ikke bare hende den 76-årige med brystkræft. Det er Yrsa, hun har en syg mand derhjemme. Det er derfor, hun ikke vil have kemoterapi, eller først kan starte om en måned,” siger hun.

Ikke det samme som patientinddragelse

Karina Dahl Steffensen understreger, at fælles beslutningstagen ikke er det samme som patientinddragelse.

“Patientinddragelse er en paraply for flere metoder og indsatser, hvor fælles beslutningstagen er en af delmængde heraf  - “måske kan man kalde fælles beslutningstagning for spydspidsen af patientinddragelse” siger hun.

“Fælles beslutningstagen kræver en særlig måde at tale med patienten, og det kræver, at man sætter sig i patientens sted og finder de muligheder, der vil hjælpe patienten bedst.”