Kræftbehandlingen og ikke mindst kræftforløbene har mange interessenter. Vi har i det danske sundhedsvæsen en ambition om at tilbyde den bedste kræftbehandling. Vi har et ønske om at sænke dødeligheden, at hæve overlevelsesraten og at forbedre livskvaliteten under og efter behandlingsforløb.

Vi har fokus på brugerinddragende aktiviteter, vi ønsker at involvere patienter og pårørende og der er en ambition om, at patienter og pårørende ses som partnere til de sundhedsprofessionelle. Vi arbejder ud fra internationale, nationale, regionale og lokale målsætninger. Kræftbehandlingen er altså en arena med ufattelig mange interessenter.

Vi skal sikre, at patienter og pårørende hjælpes igennem behandlingsforløbet med en understøttende behandling, der matcher selve behandlingstilbuddet.

Landets førende læger indenfor kræftbehandling har bidraget til dette indstik. Indstikket viser, at behandlingstilbuddene bliver stadigt mere individuelle, idet der til stadighed udvikles nye og forbedrede behandlingstilbud.
Behandlingstilbud, der er mere målrettede og til tider også mere skånsomme. Behandlingstilbud, der kan gives ambulant, hvilket betyder, at mange patienter kan undgå langvarige indlæggelser og være mere hjemme end tidligere.
Der er rigtig mange fordele ved ikke at være indlagt. Forskning viser, at der opleves færre bivirkninger, når et behandlingsforløb primært foregår ambulant.

Vante omgivelser

Eksempler er, at appetitten er bedre, når man er i vante omgivelser, at det sociale liv er lettere at opretholde og familielivet trives bedre. Far kan stadig være far, mor kan være mor, der er mulighed for at deltage i hverdagens aktiviteter.
De ambulante forløb stiller også krav. Krav til den enkelte patient og de pårørende om at spille en aktiv rolle i forløbet. At kunne være hjemme under et behandlingsforløb kræver ofte, at man som patient og pårørende tager aktiv del i eksempelvis forbindingsskifte, er kyndig i selvobservationer og kan differentiere og reagerer på bivirkninger.
At de ambulante forløb stiger i antal gør også, at forskningen så småt begynder at interesserer sig for, hvad disse forløb ellers byder på af udfordringer. De første resultater viser, at det kan være rigtig hårdt at være hjemme under et behandlingsforløb. Der stilles, som ovenfor skitseret, store krav til såvel patient som pårørende under forløbet. Vi er nødt til, som sundhedsvæsen, at interessere os for, hvor store krav vi stiller under dække af brugerinvolverende aktiviteter. Overlader vi sundhedsfaglige opgaver til patienter og pårørende, som måske er for store? Hvordan sikrer vi os, at der er et understøttende forløb, der tager sig af alle de udfordringer, der kommer i kølvandet af en kræftdiagnose?

Vigtigt samarbejde

Vi skal som sundhedsprofessionelle tænke på tværs af sektorer og på tværs af faggrænser. Vi skal sikre, at patienter og pårørende hjælpes igennem behandlingsforløbet med en understøttende behandling, der matcher selve behandlingstilbuddet. Vi skal sikre uddannelse på tværs, vi skal tænke kræft på tværs!

Som skrevet indledningsvist er der mange interessenter i kræftforløbene. Der er sundhedsstyrelsen, regionerne, de lokale sygehuse, patientforeninger, industri og ikke mindst patienter og pårørende.

Vi skal alle arbejde for, at vi som sundhedsprofessionelle formår at skabe et forløb, der er tilpasset den enkelte. Et koordineret forløb kræver viden. Viden om kræftbehandlingen, bivirkningsprofiler, psykosociale aspekter og ikke mindst om, hvordan vi bedst muligt guider og understøtter, så der opnås bedst mulig effekt på alle parametre i forløbet.

Vi er nødt til at samarbejde på tværs af sektorer, vi er nødt til at sikre uddannelse på tværs af sektorer. Vi er nødt til at skabe et sundhedsvæsen, hvor vi ikke taler om dem og os, men hvor vi betragter os som et samlet væsen, hvor vi arbejder i samme retning, uanset om vi befinder os i primær sektor, sekundær sektor, i sundhedsstyrelsen, patientforeninger, regioner eller i hjemmet.