”De fleste kræftpatienter har brug for hjælp til bedre sundhed. De har brug for at få energien op, fordi de er så utrolig trætte. Og de har brug for at forebygge bivirkninger af den konventionelle kræftbehandling.” Sådan siger sygeplejerske og kinesiolog Annemarie Goldschmidt. Hun har været med til at lave ”Analyse af det danske udbud af komplementær og alternativ behandling” på Syddansk Universitet. Her fortalte 50,9 procent af behandlerne, at de bliver kontaktet af kræftpatienter, og 89 procent svarede, at de behandlede kræftpatienter. Omkring 50 procent af den danske befolkning har opsøgt alternative behandlere. Årligt drejer det sig om 20 procent af befolkningen.

Behandling i samarbejde med læger

De alternative behandlere vil gerne arbejde sammen med lægerne – derfor det lidt besværlige ord ”komplementære” – de betragter nemlig deres arbejde som et supplement til den etablerede lægevidenskab. ”Ingen alternative behandlere siger til deres klienter, at de ikke skal gå til lægen, tværtimod,” siger Annemarie Goldschmidt. ”Læger kan ikke henvise til alternativ behandling. Men de kan lytte, når patienterne fortæller, at de også får kostvejledning, akupunktur eller bliver behandlet hos en kinesiolog, en biopat eller en klassisk homøopat.

Helhedsorienteret behandling

”Alternative behandlere arbejder med hele mennesket. De ønsker at finde ud af, hvordan patienten fungerer, hvordan klienten har det. Hvis jeg har en klient med rygproblemer, ser jeg på rygfunktionen som en del af en større helhed. Jeg stiller ikke en medicinsk diagnose, men en funktionel. Man kan jo have rygsmerter på grund af fordøjelsesproblemer eller en forkert siddestilling. Det er klienten, der er i centrum – ikke diagnosen. Det handler om livskvalitet. Om klienterne føler sig bedre tilpas og fungerer bedre i og med det liv, de har,” siger Annemarie Goldschmidt.

Find årsagerne til kræftsygdommen

”Jeg har 10-12 klienter med kræft, som alle er startet i det etablerede system. Jeg tilbyder ikke at kurere deres kræft, men jeg kan støtte deres sundhed, hjælpe dem til at få mere flere kræfter. En af dem har fået diagnosticeret modermærkekræft, og det angrebne område er opereret bort. Han siger: ’Okay, indtil jeg får at vide, hvad det etablerede system kan tilbyde mig, tager jeg fat på min kost, på kinesiologi, på motion, på vejrtrækningsteknik’. Meget komplementær alternativ behandling er baseret på orientalsk filosofi . Kinesiologi er f.eks. en sammensmeltning af traditionelle kinesiske behandlingsmetoder og den vestlige verdens anatomi, fysiologi, neurologi og psykologi. Og flere og flere forstår, at det ikke handler om én årsag, men om årsagssammenhænge. Og man skal finde og fjerne årsagerne til problemet i stedet for kun at behandle symptomerne, slutter hun.”